Danske Torsten:"Jeg prøver at stræbe efter humanisme som et ideal"

Udgivet på 04 august 2015

Foto: WFP

Har du nogensinde tænkt over, hvordan det er at arbejde som JPO (Junior Professional Officer) i felten for WFP? Her kan du læse, hvordan Torsten Lajoie Flyng, en JPO fra Danmark udstationeret i Myanmar, ser på sit job, hans karrieretips og andet, der er godt at vide, hvis du drømmer om at arbejde for FN.

Blå Bog 

Navn: Torsten Lajoie Flyng
Alder: 30
Uddannelse: Jeg har en bacheloruddannelse i historie og antropologi fra Trent Universitet, en kandidatgrad i Rural Development and Natural Resource Management, samt en kandidatgrad i Environmental Communication and Management fra Sveriges Landbrugsuniversitet.

Erhvervserfaring: Jeg startede min karriere ved at arbejde to år på West Central Forage Association i Alberta som programchef inden for miljøvenligt landbrug. Samtidig var jeg frivillig brandmand og derefter kaptajn ved Yellowhead County brandvæsen. De sidste to år har jeg arbejdet ved WFP som programmedarbejder.

Ellers om Torsten: Jeg er et tredjekultursbarn og har boet i Danmark, Kina, Mozambique, Bangladesh, Malaysia, Canada og Egypten før jeg fyldte 18 samt i Sverige og Myanmar efterfølgende. Mit liv blev ændret for altid ved at være i brandvæsnet og opleve, hvad sand altruisme er fra mine kollegaer. Jeg prøver at huske det og stræbe efter humanisme som et ideal.

 

Hvad går dit job som JPO for WFP i Myanmar ud på?
Min officielle titel er Programme Officer, men jeg har haft en lang række forskellige arbejdsopgaver. Jeg startede som leder af afdelingen for monitorering og evaluering, men efter en omstrukturering i afdelingen skiftede jeg til at arbejde mere med strategi, og i løbet af det næste par måneder flytter jeg til Rom for at arbejde som nødhjælps- og beredskabsmedarbejder. Som JPO, har jeg haft det store privilegium at kunne drage fordel af at opsøge en masse muligheder for læring i jobbet. Det er meget forståeligt, at man som JPO skal lære om WFP og de forskellige opgaver i organisationen, som ligger uden for den formelle jobprofil, man er ansat til at varetage. Jeg har søgt opgaver, der har givet mig erfaring indenfor Vulnerability Analysis and Mapping, nødhjælpsberedskab, koordinator for arbejde indenfor social beskyttelse, udformning af den årlige årsrapport og opdatering af risikoregistret, og udviklingen af beredskabsplaner. Uanset hvad jeg finder af interessante opgaver indenfor WFP, søger jeg mere viden om emnet og gør mit yderste for tage ved lære.


Foto: WFP

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Jeg ved ikke, om der findes en typisk dag, for at være ærlig. Jeg havde faktisk forventet, at jeg ville være en skrivebordsrytter med samme opgaver dag ud og dag ind. Men siden jeg kom, har jeg tilbragt mindst et par dage, hvis ikke mere, hver måned i felten. Jeg er også ansvarlig for en bred vifte af opgaver som nævnt ovenfor, som jeg enten har fået uddelegeret eller selv har opsøgt. På den måde sørger jeg for, at ikke to dage er ens. I bund og grund er det eneste, der altid er det samme på kontoret i Yangon, at jeg møder kl. 8:30 og går hjem kl 17:30.

Hvad er den mest udfordrende del af dit arbejde?
Det mest udfordrende har været at få et overblik over, hvilke programmer WFP har i Myanmar. WFP har generelt - og i Myanmar i særdeleshed - en række vidt forskellige aktiviteter; fra nødhjælp til skolemadsprogrammer, til forskellige ernæringsindsatser. Alle aktiviteter har en række forskellige kendetegn og tilgange, hvilket betyder, at man skal lære dem at kende, før man virkelig er i stand til at føle sig godt tilpas med, hvad der forventes. Dette er bare i forhold til programmerne; så er der alle de operationelle aspekter, som også skal tages med. Så man begynder at kunne fornemme, at læringskurven kan være ret stejl.


Foto: WFP

Hvad har gjort størst indtryk på dig i dit arbejde?
De største indtryk jeg har fået, og det der har haft største indflydelse på mit arbejde, har været mine arbejdsrelaterede rejser i Myanmar. Jeg har været velsignet med muligheden for at se en stor del af landet. Jeg har været i den frodige sydøstlige del af landet (Mawlamyine), og været med til at åbne et kontor der. Jeg har været på en monitoreringstur til det anspændte sydvest (Sittwe og townships). Jeg har været østpå og fået et andet hjem i den tørre og tilrøgede Hakha-stat og den fattigdomsramte Chin-stat, og været østpå og forelsket mig i det isolerede Wa. Og så har jeg haft midlertidigt ansvar for kontoret i Kachin i nord. Den erfaring jeg har fået med fra alle disse rejser, har været uundværlig i min nuværende stilling som programmedarbejder. Jeg kan sidde ved mit skrivebord, lukke mine øjne og se området foran mig, når navnene på disse regioner krydser mit skrivebord. Det har dog ført til nogle hjerteskærende øjeblikke med mine to år gamle datter, så som at hun ikke kunne genkende mig, da jeg kom hjem med skæg efter en tur til Chin, hvor vand til barbering er en luksus.


Foto: WFP

Hvorfor valgte du at blive JPO for WFP?
Min far var dansk JPO i FAO, da han startede sin karriere i udlandet; derfor voksede jeg op med de fantastiske historier og oplevelser, der følger med en udstationering som JPO. Selvom jeg ikke kan sige, at mit ønske om at blive JPO har været en konstant barndomsdrøm, har det altid været der som en mulighed, jeg følte, at jeg ville udforske, når tiden kom, og jeg var kvalificeret til at søge en stilling. Som tidligere nævnt voksede jeg op i udlandet. Jeg drømmer om at opdrage min datter på samme måde, fordi fordelene ved at vokse op i udlandet er enorme, og så er en JPO-stilling en fantastisk måde at starte en international karriere.


Foto: WFP

Hvad er dit råd til andre, som drømmer om en karriere indenfor internationalt humanitært arbejde?
Jeg vil give et todelt svar her:

• Uddannelse er vigtigt, men i bund og grund tæller det langt mindre, end vi får af vide, når vi er i uddannelsessystemet. Erfaring er det, der tæller. Jeg tror helt ærligt, at min evne til at demonstrere projektledelse og beredskab (gennem min tid ved brandvæsenet) førte til, at jeg kom i betragtning til mit job. Jeg var i stand til at vise, at jeg havde den erfaring, der skulle til for at være i stand til at håndtere de vanskelige situationer, der opstår inden for humanitært arbejde. Jeg er sikker på, at min uddannelse betød, at de kunne krydse den boks af, men min erfaring er, hvad der fik mig igennem til interviewet. Og herefter var det min personlighed og evne til at præsentere mine kompetencer, der i sidste ende betød, at jeg fik jobbet.

• Min tilføjelse til ovenstående: Du skal ikke være kræsen. Jeg har set mange klassekammerater kæmpe med forventninger om, hvad de vil lave, i et omfang hvor de simpelthen ender med at sidde og trille tommelfingre og klage over ikke at få et job. Hvis du vil have et job, skal du være åben for alle muligheder. Så vil du hurtigt blive i stand til at rydde andre kandidater af vejen, fordi du har den nødvendige erfaring til at lande jobbet.

Oversigt over WFP’s JPO-program
JPO-programmet er et FN-program som blev etableret i 1961, og som blev introduceret til FN’s Fødevareprogram (WFP) i 1985. JPO programmet giver en værdigfuld arbejdserfaring og oplæringsmuligheder for unge og motiverede fagfolk, som har interesse for en karriere inden for international bistand. På nuværende tidspunkt består en JPO-stilling af at assistere landekontorer i hele verden samt hovedkontorets afdelinger med at udføre WFP’s mandat inden for en bred vifte af områder. Eksempler på disse arbejdsområder er bl.a. fødevaresikkerhed, skolemadsprogrammer, indkøb og logistik, private partnerskaber, samarbejde med andre myndigheder, økonomisk forvaltning, revision, evaluering og kommunikation.
Læs mere og se ledige stillinger her: wfp.org/careers

Det danske JPO-program
Den danske regering er sponsor for WFP’s JPO-program. Danmark sponserede fra 2005 til 2015 24 JPO’er hos WFP. WFP har på nuværende tidspunkt fem danske JPO’er, der arbejder ved landekontorer i Sudan, Mali, Myanmar, Etiopien og på hovedkontoret i Rom. To nye JPOs vil slutte sig til WFP i 2015 for at støtte vores landekontorer i Sydsudan og Somalia. JPO-stillingerne er sponsoreret af den danske regering og vil blive slået op her: http://um.dk/da/om-os/stillinger/ledige-stillinger/

For yderligere information om danske JPO-programmer læs mere her: http://um.dk/da/om-os/stillinger/raadgiverstillinger-finansieret-af-danida/multilaterale-raadgivere