Bladins Internationale Skole løb for Afrikas Horn

Udgivet på 31 oktober 2011

Elever fra Bladins Internationale Skole i Malmö løb for at samle penge ind til de sultende på Afrikas Horn

D. 20. september 2011 gav elever fra Bladins Internationale Skole i Malmö en time af deres skoledag til at samle penge ind – og løbe – for Afrikas Horn. 380 børn i alderen 5 – 16 år løb tilsammen 1802 kilometer og rejste næsten 10.000 kroner gennem sponsorater fra venner og familie. Pengene vil gå til at støtte WFP’s arbejde i Somalia, Kenya, Djibouti og Etiopien og hjælpe børn som lider af sult og underernæring i regionen.

Elever fra Bladins Internationale Skole i Malmö kommer fra hele verden; de taler mange forskellige sprog og kommer fra et væld af kulturelle baggrunde. I skolen samles de i relativt små klasser, hvor de undervises på engelsk og følger et skema, der sigter efter at uddanne dem til at vokse op som  ansvarlige og omsorgsfulde individer.

Dette år besluttede eleverne og deres lærere at bruge det årlige efterårsløb til at samle penge ind for Afrikas Horn ved at dedikere en time af deres dag til at løbe omgange rundt om den lokale sportsplads. Forinden havde eleverne opfordret deres familiemedlemmer, venner og bekendte til at sponsorere dem for hver omgang, de løb. Beløbet kunne være så lidt som 2 kroner, men hensigten var at rekruttere så mange sponsorere og løbe så mange omgange som muligt.

Forud for efterårsløbet havde Caroline og Louise fra FN’s Fødevareprogram (WFP) aflagt et besøg på skolen for at  fortælle om organisationen og forklare om sultkatastrofen på Afrikas Horn. De ankom en tidlig septembermorgen og blev mødt af 150 nysgerrige elever fra skolens mellemste årgang, som var ivrige efter at lære mere om WFP’s arbejde rundt om i verden. Børnene havde især en stærk interesse i at høre hvordan de midler, som de selv skulle rejse, kunne hjælpe med at redde børns liv og bekæmpe sult på Afrikas Horn.

Efter præsentationen havde de studerende mulighed for at se nogle af de fødevareprodukter, WFP uddeler i nødsituationer, så som Plumpy’Sup, som er et færdiglavet peanutbaseret produkt fuld af mikronæringsstoffer, der ofte gives til underernærede børn. Eleverne fik også muligheden for at smage på næringsrige BP5 energibarer, som kan spises direkte fra pakken eller smuldres i vand og spises som grød.

Præsentationen viste sig at være en stor succes og motiverede børnene til at finde sponsorer til efterårsløbet.

Da dagen endelig kom, var alle skolens elever klar til at løbe for Afrikas Horn. Alle havde de deres egne sponsorer og var fast besluttede på at løbe langt og rejse mange penge for børn som dem selv i en anden del af verden. De løb alle i en time og nød at gøre den gode gerning. Sammen løb de 1802 kilometer og rejste 10.000 kroner for WFP. Bagefter var de trætte efter den megen motion, men glade og stolte.

De penge, som eleverne rejste, vil mætte 3600 børn på Afrikas Horn i en hel dag. Initiativet er inspirerende for elever verden over og beviser at med vilje og gode intentioner, kan man nå langt.