Bekæmp sult fra klasseværelset - spil Freerice med FN’s Fødevareprogram

Udgivet på 05 september 2011
Vidste du, at du kan være med til at sikre et sultent barn et måltid mad ved at finde det korrekte svar på, hvor i verden lande som Surinam og Guyana ligger, hvem der malede ”Poplerne” eller om ”peculiar” er det engelske ord for giftig, ejendommelig, fællesskab eller en let anretning?

FN’s Fødevareprogram afholder mellem d. 7. og 18. november en landsdækkende konkurrence for alle landets 9. klasser. Ved at spille Freerice, som er et interaktivt netbaseret læringsspil, får eleverne svarene på ovenstående spørgsmål samtidig med, at de støtter FN’s Fødevareprogram (WFP) i den globale kamp mod sult.

Spillet er et online spørgsmålsspil med forskellige kategorier og sværhedsgrader og er spændende og udfordrende for børn såvel som for voksne. For hvert korrekt svar samles 10 riskorn, som via WFP går direkte videre til mennesker, der sulter i verdens udviklingslande. Det er ganske gratis at spille med, eftersom det er sponsorer, som betaler den ris, der samles. Spillet er oplagt til klasseundervisning blandt de ældste elever i landets skoler, som kan teste deres viden indenfor engelsk, geografi, matematik, kemi, humaniora, tysk, spansk, fransk og italiensk. Spillet har haft stor succes, siden det blev lanceret i 2007, og blev for nyligt kåret af TIME Magazine som værende blandt de 50 bedste hjemmesider i 2011.

Landsdækkende Freerice-konkurrence
WFP lancerer i år en landsdækkende Freerice-konkurrence for alle landets 9. klasser og inviterer herigennem eleverne til at tage del i kampen mod sult på en sjov og lærerig måde. Vi opfordrer alle 9. klasser til at deltage og håber, at lærer såvel som elever vil byde initiativet velkomment og sætte pris på denne lidt anderledes måde at lave klasseundervisning på. Målet bag konkurrencen er at skabe opmærksomhed omkring sult som et globalt problem og samtidigt hjælpe verdens sultne ved at samle så store mængder riskorn som muligt. Ved at kombinere lærdom og leg muliggør konkurrencen således i to uger i efteråret et alternativt frirum i undervisningen, som forhåbentligt kan komme både eleverne og deres lærere til gode.
I skrivende stund er der blevet doneret op mod 92 milliarder riskorn på verdensplan via Freerice. WFP sørger efterfølgende for, at risen når frem til de mennesker, der har allermest brug for det.

WFP køber hovedparten af risen i nærområderne – i lande der ligger tæt på de steder, hvor hjælpen skal hen. Hermed minimeres transportomkostningerne, mens lokale markeder samtidigt stimuleres. Størrelsen på risrationer varierer fra land til land og mellem regioner og afhænger derudover af madvanerne blandt de mennesker, der modtager fødevareassistance fra WFP. I de lande, hvor ris er hverdagskost, består en dagsration for et voksent menneske i gennemsnit af 400 gram ris. Risen kombineres med andre ingredienser og skal sikre et minimum optag på 2100 kalorier om dagen.

Når frem, hvor nøden er størst
Den ris, som doneres gennem efterårets konkurrence, vil på denne måde nå ud til verdens sultne. Siden spillet først blev lanceret, er risen blandt andet nået frem til ofre for jordskælvskatastrofen i Haiti, til bhutanesiske flygtninge i Nepal, til gravide kvinder i Cambodja, til skolebørn i Uganda og til cyklonofre i Myanmar. Donationerne fra Freerice gives uden restriktioner, hvilket betyder at risen kan nå frem til de lande, hvor nøden er størst – ofte også steder der ikke skaber overskrifter i medierne, men hvor kronisk sult ikke desto mindre hersker ufortrødent.

At skabe opmærksomhed omkring fødevareusikkerhed og ernæring er en vigtig del af WFP’s arbejde. Her på WFP’s nordiske kontor håber vi derfor, at vi med Freerice-konkurrencen kan inspirere de danske skolelærere til sammen med deres elever at tage del i kampen for at løse et af de største globale problemer lige nu - sult.

Vil du vide mere
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at tilmelde din klasse konkurrencen, kan du kontakte Louise Lykke Hvam, informationsassistent for WFP på louise.hvam@wfp.org eller telefon 35 46 71 35.
Du kan også følge os på Facebook www.facebook.com/wfp.da og Twitter www.twitter.com/WFP_DK
Begge steder vil vi løbende bringe opdateringer om Freerice.
På vores globale hjemmeside, www.wfp.org, kan du i vores sektion for lærere finde en række undervisningsmaterialer, som kan bruges i forbindelse med afviklingen af Freerice-konkurrencen: http://www.wfp.org/students-and-teachers/teachers?icn=homepage-teachers&ici=homepage-link

Fotos: Copyright: WFP/James Giambrone