At arbejde for FN: Hvad skal der til?

Udgivet på 11 juni 2015

Foto: WFP/Guilio D'Adamo

På WFP nordiske kontor i København, får vi dagligt en række henvendelser fra unge, der søger en karriere inden for FN. Vi har derfor bedt Jose Martinez Pineda, WFP Global Talent Acquisition Recruiter, om at svare på et par spørgsmål og dele nogle tips og tricks til, hvordan man får et arbejde inden for FN.

FN ses som en attraktiv arbejdsgiver blandt studerende i Norden. Hvad tænker du om det?
I FN’s Fødevareprogram er vi meget beæret over at blive betragtet - sammen med vores søster FN-organisationer – som en attraktiv arbejdsgiver. I de seneste år har WFP arbejdet tæt sammen med de nordiske lande - blandt andet gennem Junior Professional Officer Programmet - for at sikre, at deres stemme er repræsenteret i vores arbejde, og at vi arbejder sammen om at opfylde de inspirerende målsætninger, vi har forpligtet os til. Studerende er en vigtig del af fremtiden for FN, særligt for FN’s Fødevareprogram, og vi håber at fortsætte med at øge bevidstheden blandt de nordiske studerende og vise den værdi, en karriere i FN og WFP kan have.

Hvad er dit råd til unge studerende, der ønsker en karriere inden for FN?
Hos WFP opfordrer vi studerende, der ønsker at arbejde inden for FN, til altid at udvide deres horisont og søge internationale muligheder, når det er muligt, uanset om det er ved at tage et internationalt praktikophold, studere i udlandet, lære et nyt sprog eller endda ved at rejse. Det er alt sammen med til at skabe en global tankegang og til at forstå, hvor indbyrdes forbundet vores verden er. Det er meget vigtigt, for at kunne forstå de udfordringer, vi arbejder med, og hvordan man løser dem. FN har brug for ihærdige, engagerede og innovative problemløsere, der er fast besluttet på at skabe varige resultater uanset, hvad de beskæftiger sig med.

Har du nogen strategier for at tiltrække studerende og unge fagfolk?
I WFP har vi taget proaktive skridt til at øge vores tilstedeværelse på de forskellige sociale platforme, der er populære blandt studerende og unge erhvervsfolk, blandt andet Twitter og LinkedIn. Vi forstår værdien af ​​at have en stærk tilstedeværelse på mange platforme, og at de buskaber, vi sender ud, er en nøjagtig skildring af, hvordan det er at arbejde her til daglig. Vores medarbejdere er vores største og bedste ambassadører, og deres historier fra felten er inspirerende. Vi er derfor i gang med at skabe en interaktiv hjemmeside med historier og videoer fra vores medarbejdere, hvor studerende og unge fagfolk kan få et smugkig ind i, hvordan en karriere i FN kan se ud.

Hvad kræver det at blive hyret af FN? Hvad leder du efter i de bedste kandidater?
FN er altid på udkig efter at ansætte personer med en stærk akademisk baggrund, stærk erhvervserfaring/praktikerfaring, et globalt perspektiv og som er løsningsfokuseret. Vi arbejder i nogle af de mest vanskelige kriser på jorden og støtter samtidig udviklingen af ​​nationer på mange forskellige områder. Vi har brug for kandidater, der har lederegenskaber, gåpåmod og er klar til at gribe ind på trods af udfordringerne. Nogle, der tør stille spørgsmål, formulere løsninger og skabe forandring.

Hvilken slags uddannelse og/eller erhvervserfaring er mest relevant for at blive ansat i FN?
Bredden og omfanget af FN gør, at vi er åbne for forskellige typer af akademiske baggrunde. Det mest afgørende i vores kontekst er, at man har en solid forståelse af international udvikling og humanitær bistand.

Foto: WFP/Rein Skullerud

Er der andre karrieremuligheder i FN, såsom praktikophold eller trainee-programmer?
Flere FN-organisationer har praktikprogrammer. WFP søger praktikanter året rundt til opgaver fra 2 til 11 måneder. Vi har praktikpladser både i vores hovedkontorer samt i vores lokalkontorer over hele verden. Der er ingen trainee-programmer som sådan, men flere FN-organisationer er en del af Junior Professional Officer Programmet (JPO), som er finansieret af forskellige regeringer, herunder de nordiske.

Læs mere her, hvis du ønsker at arbejde med WFP for at udrydde sult.

Fakta:
Ca. 11.500 mennesker arbejder for FN’s Fødevareprogram, de fleste af dem i fjerntliggende områder, hvor de hjælper mennesker, der sulter.