Skip to main content

Klimaforandring, miljøbestemte ødelæggelser, knaphed på vand, sygdom, hurtig befolkningstilvækst, ikke-planlagt urbanisering: i dag truer øget risiko og skrøbelighed med at vende de store udviklingsmæssige gevinster, der indtil nu er opnået i verden.

Chok og stressfaktorer som konflikter, naturkatastrofer og politisk ustabilitet, kan få ødelæggende konsekvenser. Børn, der er underernærede i de første 1.000 dage af deres liv, kan blive kognitivt og fysisk handicappet. I krigstider eller katastrofesituationer er skoler de første til at lukke. Historisk set har humanitære interventioner reddet utallige liv, og genopbygget millioner af menneskers levebrød. De har dog sjældent håndteret de underliggende sårbarheder.

Det er sandt, at udviklingsprogrammer er svære at implementere i skrøbelige eller dybt forarmede sammenhænge, der er udsat for tilbagevendende kriser. Beviserne taler dog for, at aktører inden for udvikling kan mindske eftervirkningerne af chok og stressfaktorer ved at lade modstandskraft indgå i deres interventioner, og derved mere varigt lindre menneskelig lidelse.

Ved at fokusere på modstandskraft kan det humanitære samfund sikre, at mennesker kommer sig bedre efter katastrofer. Foranstaltninger, der øger modstandskraften, er i virkeligheden omkostningseffektive på to måder: de mindsker behovet for at bruge penge på beredskab til tilbagevendende kriser, og hjælper samtidig med at overvinde en nedarvet mangel på udvikling.

Takket være et halvt århundredes erfaring har FN’s World Food Programme (WFP) opnået en betydelig fordel i opbygningen af modstandskraft for fødevaresikkerhed og ernæring. WFP har investeret i systemer for tidlig varsling og beredskab – herunder styring af forsyningskæde, logistik og kommunikation i katastrofesituationer – der giver regeringer mulighed for at forebygge kriser eller at reagere hurtigt, når de opstår. WFP hjælper med at udvikle nationale kapaciteter, der kan håndtere risici for katastrofer, det kan gøres ved finansiering og værktøjer til at afbøde risici, som for eksempel vejrrisikoforsikring. WFP’s ekspertise omfatter analyser og kortlægning af sårbarhed samt støtte til sociale sikkerhedsnet. I flere tilfælde har WFP udviklet produktive sikkerhedsnet gennem samfundsbaserede projekter, som skaber aktiver. Gennem programmet Food Assistance for Assets får modtagerne fødevareassistance til gengæld for at engagere sig i almindeligt arbejde, som f.eks. projekter inden for lokal infrastruktur, skov eller vandsystemer, der fremmer fødevaresikkerhed på lang sigt.

Denne voksende erfaring har øget WFP’s forståelse, og den er nu med til at ændre organisationens praksis. Hvor det er muligt, fokuserer WFP i dag på at implementere opbyggelse af modstandskraft i programmets designfase, og efterfølgende i alle arbejdsfaser af projektet. WFP har lært, at ikke to forløb er ens, og at langsigtet samarbejde er afgørende. WFP er i hvert enkelt tilfælde nødt til at afgøre, hvordan handlinger bedst kan tilrettelægges, integreres og udføres i overensstemmelse med de nationale regeringers strategier og partneres projekter. WFP’s nuværende overgang til Country Strategic Plans, hvor nationale behov og prioriteter vurderes og aftales i fællesskab med regeringer og lokale aktører, skal ses i lyset af at de skaber rammen for en langsigtet planlægning, som giver WFP mulighed for at gøre opbygningen af modstandskraft til kernen i programmerne.