WFP yder akut fødevarehjælp til syrere på flugt til byen Tartous

Udgivet på 10 maj 2013
Damaskus: FN’s fødevareprogram (WFP) leverer nu akut fødevarehjælp i form af fødevarerationer der er klar til at spise, og kiks med et højt energiindhold til flere tusinde fordrevne familier, tvunget på flugt på grund af voldsomme kampe fra Banias og de omkringliggende landsbyer ved Syriens Middelhavskyst til byen Tartous.
Fødevareuddelingen til mere end 10.000 mennesker – især til kvinder og børn – vil i de kommende dage fortsætte ved opsamlingssteder i lokalsamfund som Zamrim, Breej og Mrah, der ligger nær byen Tartous. I forlængelse af uddelingen af de akutte fødevarerationer vil familierne modtage basis rationer, der består af ris, bulgur hvede, sukker, pasta, vegetabilsk olie og linser.
 
”Vi er dybt bekymrede over den stigende vold i hele landet” fortæller Matthew Hollingworth, WFP’s direktør for operationerne i Syrien. ”Vi står over for enorme udfordringer i forhold til at bevæge os rundt i landet, men WFP gør alt hvad vi kan for at levere humanitær fødevareassistance til de civile, som er fanget i kampene. Desværre er der mennesker i konfliktområder, som vi ikke kan nå på grund af begrænset eller ingen adgang til områderne. Vi opfordrer derfor alle parter i konflikten til at give fri passage for humanitær nødhjælp.”
 
Løbende sammenstød på hovedstrækningen mellem Tartous og Damaskus, længere syd på, kan få fatale konsekvenser for WFP’s leverancer fra havnen i Tartous til WFP’s lager i hovedstaden. Mere end 60 % af alle fødevarerationer på dette lager – svarende til mad til mere end 1 mio. mennesker – kommer fra Tartous havn gennem Damaskus-Homs hovedvejen, hvor der i øjeblikket foregår voldsomme kampe. 
 
Fra lageret i Damaskus leveres fødevarerationerne til berørte familier i Quneitera, Dara’a, As-Sweida, områderne omkring Damaskus, Deir-ez-Zor, Al-Hassakeh og Ar-Raqqa provinserne. 
FN’s Fødevareprogram må hver uge skaffe omkring DKK 111 millioner for at kunne sikre livsvigtig fødevareassistance til 2.5 millioner mennesker i Syrien, og mere end 1 million syriske flygtninge i Jordan, Libanon, Tyrkiet, Irak og Egypten.