WFP vil hjælpe 1,25 millioner mennesker i Den Centralafrikanske Republik, men har brug for 580 millioner kroner

Udgivet på 06 januar 2014
Disse mænd samler rationer ved Lycée ABC i Boy Rab-området i Bangui, hvor 3.000 internt fordrevne er samlet. I løbet af 2013 har WFP sørget for fødevareassistance til mere end 500.000 mennesker i Den Centralafrikanske Republik.

WFP har akut behov for økonomisk hjælp for at kunne brødføde 1,25 millioner mennesker i Den Centralafrikanske Republik (CAR) for at undgå fødevarekrise i landet.

BANGUI/ROM– FN’s Fødevareprogram (WFP) vil øge fødevaredistributionerne i den konflikt-hærgede Centralafrikanske Republik (CAR) til at omfatte 1,25 millioner mennesker i de kommende otte måneder, eftersom antallet af mennesker, der sulter, vokser.

WFP appellerer derfor om næsten DKK 580 millioner kroner frem til august 2014 for at kunne assistere hundredtusinde af internt fordrevne og andre, hvis fødevaresikkerhed er truet på grund af vold.

“Vi har akut brug for hjælp fra vores donorer, så vi ikke begynder at løbe tør for mad allerede i januar,” siger WFP’s regionale direktør for Vestafrika, Denise Brown i Bangui.

”Vi sikrer mad til sultne mennesker, hvor vi kan i den Centralafrikanske Republik. Men usikkerheden er den største udfordring.”

”Vi opfordrer derfor alle parter i konflikten om at garantere sikker og uhindret adgang for humanitære nødhjælpsarbejdere og rettidig humanitær assistance til mennesker i nød, uanset hvor de er. WFP er neutral og hjælper udelukkende baseret på behov.”

På trods af den usikre sikkerhedssituation har WFP og partnere assisteret flere end 237,000 mennesker siden 5. december i den Centralafrikanske Republik. I alt har WFP givet fødevarebistand til 174,000 mennesker i Bangui, 41,500 mennesker i den nordøstlige by Bossangoa og 21,500 mennesker i Bouar.

WFP vil fra januar til april fokusere på at hjælpe mennesker med akut behov ved at øge de generelle fødevaredistributioner, særligt nærende rationer for at bekæmpe underernæring hos børn under 5 år og hjælp til sårbare grupper. Fra maj til august vil WFP nå ud til endnu flere mennesker med behov for fødevarehjælp under den magre periode, hvor høsten begynder at slippe op.

Den nye nødhjælpsoperation indebærer, at fødevaredistributioner på grund af sikkerhedsrisici vil blive udført af hold, som bevæger sig hurtigt fra sted til sted og som vil være i stand til at ændre og justere planer. For at undgå at bringe mennesker med behov for hjælp i yderligere risiko vil en analyse af behovene for beskyttelse blive foretaget hvert sted. Nogle steder vil hjælpen bestå af tilberedte måltider for at beskytte kvinder og børn.

WFP følger sammen med sine partnere krisen i den Centralafrikanske Republik tæt og kontinuerligt og vil tilpasse antallet af mennesker, som modtager hjælp, så længe og hvor det er nødvendigt.

WFP arbejder sammen med lokale ledere for at informere lokalsamfundene om fødevaredistributionerne. WFP vil sikre, at organisationen kender de bekymringer, ideer og prioriteter, som befolkningen har – især kvinder og sårbare grupper, så de, der har størst behov, bliver nået uanset alle forhindringerne.

Tidligere i december lancerede WFP en særlig operation, som gør det muligt at udsende flere medarbejdere, oprette lokale kontorer, modtage livsvigtig sikkerheds- og telekommunikationsudstyr og støtte etableringen af flyvninger over grænsen ind i den Centralafrikanske Republik. Den særlige operation vil kræve DKK 29 millioner frem til juni 2014.