WFP OPTRAPPER FØDEVAREHJÆLP I DET ØSTLIGE UKRAINE

Udgivet på 01 juli 2015

Foto: WFP/Abeer Etefa

KIEV – FN’s Fødevareprogram (WFP) har i dag annonceret, at organisationen vil optrappe sin operation i det østlige Ukraine for at levere fødevarebistand til 500.000 konfliktramte mennesker i regionen frem til udgangen af ​​året.

Det er næsten tre gange så mange mennesker, som organisationen er nået ud til gennem fødevareuddelinger i regionerne Donetsk og Luhansk siden november 2014. Med den nuværende optrapning af bistanden vil WFP uddele fødevarehjælp i yderligere tre regioner: Kharkivska, Dnipropetrovsk og Zaporizhzhya.

"Den igangværende konflikt har taget hårdt på titusinder af mennesker, der har desperat behov for hjælp," siger WFP’s direktør i Ukraine, Giancarlo Stopponi. "De er enten fanget af konflikten eller flygtet fra deres hjem og lever nu under vanskelige forhold."'

"Vi gør alt, hvad vi kan, for at levere fødevarehjælp til så mange mennesker som muligt, og vi er særligt bekymrede for små børn, der er de mest udsatte."

I denne nye fase af operationen, vil WFP støtte mennesker på skoler, børnehjem, hospitaler og andre institutioner i ikke-regeringskontrollerede områder, samt uddele supplerende mad for at forebygge og bekæmpe underernæring blandt børn under to år, der er identificeret som den mest udsatte gruppe.

WFP vil fortsat støtte internt fordrevne i regeringskontrollerede områder gennem kontant- og værdikupon-overførsler og folk i ikke-regeringskontrollerede områder gennem fødevarerationer.

Det anslås, at mere end 1,3 millioner mennesker er blevet fordrevet i Ukraine siden begyndelsen af ​​krisen sidste år. WFP har akut behov for DKK 203 millioner for at kunne fortsætte med at yde bistand frem til december 2015.

                                                                      #                              #                                 #

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult på verdensplan, leverer fødevarehjælp i nødsituationer og arbejder med lokalsamfund for at forbedre ernæring og opbygge modstandskraft. Hvert år hjælper WFP omkring 80 millioner mennesker i omkring 75 lande.

Følg os på Twitter @WFP_Ukraine, @WFP_Media & WFP_DK
For yderligere information, besøg vores hjemmeside: da.wfp.org

For yderligere information kontakt venligst (e-mailadresse: fornavn.efternavn@wfp.org):
Anne Poulsen, WFP/København, Mob. +45 4050 3993
Abeer Etefa, WFP/Cairo, Tel. +202 2528 1730 ext. 2600, Mob. +201066634352
Reem Nada, WFP/Cairo, Tel. +202 2528 1730 ext. 2610, Mob. +20 0166634522
Giancarlo Stopponi, WFP/Kiev: Giancarlo.Stopponi@wfp.org