WFP OPFORDRER TIL FORUDSIGELIGE PAUSER I KAMPENE FOR AT KUNNE LEVERE FØDEVARER TIL KONFLIKTOMRÅDER I YEMEN

Udgivet på 19 maj 2015

Foto: WFP/Purnima Kashyap

SANA’A – FN’s Fødevareprogram (WFP) advarer om, at den seneste fem-dages "humanitære pause" i Yemen ikke var tilstrækkelig til at nå alle, der har behov for fødevarer og andre nødhjælpsforsyninger. Organisationen appellerer til en række forudsigelige pauser i konflikten for at kunne levere den støtte, der er desperat brug for i landet.

WFP har afsendt mad til flere end 400.000 mennesker i løbet af den 120 timer lange pause, og det lykkedes at nå frem til områder, der tidligere var utilgængelige. Men det var kun halvdelen af ​​de 738.000 mennesker, organisationen håbede at nå ud til. Vognmænd var tilbageholdende med at sende deres lastbiler til højrisikoområder, hvor kampe og beskydning fortsatte.

"Vi kæmpede mod tiden og de ustabile tilstande i området i dette korte tidsrum, som tillod os kun at nå halvdelen af ​​vores mål," siger WFP’s repræsentant og landedirektør i Yemen Purnima Kashyap. "Vi er alvorligt bekymret for de familier, vi ikke nåede ud til. Vi har brug for forudsigelige pauser i kampene således at vores partnere kan gøre sig klar til at transportere fødevarer og derved nå ud til det størst mulige antal personer. "

Under pausen, der sluttede søndag, sendte WFP fødevarehjælp til cirka 400.000 mennesker i Aden, Lahj, Abyan, Al-Dhale'e, Shabwa, Hajja og de nordlige dele af Sa'ada. Pausen tillod WFP at skabe kontakt til partnere i områder, hvor WFP aldrig havde arbejdet før konflikten. Men flere forudsigelige pauser er nødvendige for at kunne planlægge og koordinere indsatsen effektivt i de kommende uger.

Mens våbenhvilen i vid udstrækning blev overholdt i de centrale og nordlige dele af landet, fortsatte sammenstød og usikkerhed i den sydlige del af landet og i Sa'ada i nord. Visse distrikter, hvor behovene er størst, var fuldstændig utilgængelige – delvist på grund af vognmændenes frygt for at køre ind i de pågældende områder.

"Som tiden går, uden at vi når ud til mennesker i højrisikoområder, vil deres situation kun blive værre og deres behov for hjælp vil stige," tilføjer Kashyap.

Næsten halvdelen af ​​befolkningen i Yemen var fødevareusikre selv før konflikten, hvilket betyder, at omkring 10 millioner mennesker ikke vidste, hvor deres næste måltid skulle komme fra. FN anslår, at konflikten har skubbet mange flere yemenitter ud i sult.

Før kampene tog til i marts, hjalp WFP i gennemsnit 4 millioner sårbare mennesker i Yemen hver måned. Siden den 15. april, hvor konflikten for alvor brød ud, har WFP leveret humanitær fødevarehjælp til flere end 1,7 millioner mennesker, der kæmper for at overleve i de hårdest ramte dele af landet; næsten to tredjedele af dem er kvinder og børn under fem år.

Yemen importerer næsten 90 procent af sin mad fra udlandet. WFP er meget bekymret over, at forretningsdrivende bliver ude af stand til at importere mad og transportere det ud i landet og hvordan det vil påvirke menneskers evne til at brødføde deres familier.

#                              #                                 #

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult på verdensplan, leverer fødevarehjælp i nødsituationer og arbejder med lokalsamfund for at forbedre ernæring og opbygge modstandskraft. Hvert år hjælper WFP omkring 80 millioner mennesker i omkring 75 lande.

Følg os på Twitter @WFP_DK, @wfp_media & @wfp_mena

For yderligere information kontakt venligst (e-mailadresse: fornavn.efternavn@wfp.org):
Anne Poulsen, WFP/København, Mob. +45 4050 3993
Abeer Etefa, WFP/Cairo, Mob. +2 01066634352