WFP MODTAGER VIGTIG DANSK STØTTE TIL SOMALIERE RAMT AF TØRKE

Udgivet på 03 februar 2017

KØBENHAVN – Et rettidigt bidrag fra Danmark på DKK 15 millioner (US$ 2,1 millioner) vil hjælpe FN’s Fødevareprogram (WFP) med at give livreddende nødhjælp til mennesker ramt af tørken i Somalia.

”Vi er taknemmelige for, at Danmark træder til og støtter vores nødhjælpsindsats overfor tørken i Somalia,” siger WFP’s landedirektør og repræsentant Laurent Bukera. ”Disse midler gør det muligt for WFP at give øjeblikkelige kontantoverførsler til de hårdest ramte somaliere, så de kan købe mad på et tidspunkt, hvor alt for mange kæmper for at overleve.”

Somalia er i en undtagelsestilstand. Tørken forværres i den nordlige del af landet – hvor Puntland og Somaliland siden 2015 har oplevet flere sæsoner med manglende regn – og har nu spredt sig til de sydlige og centrale dele af landet. Næsten tre millioner mennesker er akut fødevareusikre – over dobbelt så mange som for seks måneder siden.

Flere år med manglende regn, kombineret med faktorer såsom degradering af landbrugsjord, mangel på sæsonarbejde og svingende fødevarepriser, har gjort mange somaliere endnu mere fødevare- og ernæringsusikre. Konflikter, fordrivelser og dårlig regeringsførelse har yderligere forværret problemet.

I 2016 leverede WFP fødevareassistance til 1,2 millioner sårbare somaliere. Afhængig af årstid og lokale forhold leverer WFP nødhjælp gennem madrationer eller kontantoverførsler til at købe mad fra godkendte fødevareforretninger.

WFP støtter også lokalsamfund i at skabe aktiver, som kan forbedre levevilkår, imødegå lokal fødevareusikkerhed og øge modstandskraften overfor chok. WFP samarbejder med lokale myndigheder om at give daglig skolemad til folkeskoleelever og ernæringsstøtte til gravide kvinder, ammende mødre og små børn.

Udover at give generøs støtte direkte til WFPs globale operationer, er Danmark også en af WFPs vigtigste donorer af fleksible midler; en vigtig type støtte, der gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, hvor behovene er størst.

#                              #                                 #

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult på verdensplan, leverer fødevarehjælp under katastrofer og arbejder med lokalsamfund for at forbedre ernæring og opbygge modstandskraft. Hvert år hjælper WFP omkring 80 millioner mennesker i 80 lande.

Følg os på Twitter @WFP_Media, @WFP_Africa & WFP_DK

For yderligere information om WFP på dansk, besøg vores hjemmeside: da.wfp.org

For yderligere information, kontakt venligst:

Anne Poulsen, WFP/København, Mob. +45 4050 3993, Email: anne.poulsen@wfp.org
Caroline Hurford, WFP Rome, Mob. +39 348 132 5018