WFP LANCERER EN PLAN DER SKAL HJÆLPE SYRISKE FLYGTNINGE BERØRT AF KONFLIKTEN I 2015

Udgivet på 18 december 2014

BERLIN – Som en del af FN’s lancering af den Strategiske Reaktionsplan for Syrien og den Regionale Flygtningeplan for 2015 appellerede FN’s Fødevareprogram i dag i Berlin om yderligere bidrag på knap DKK 9 milliarder i 2015, for at sikre fødevareassistance til mere end 6,5 millioner både internt fordrevne syrere, og syrere der har søgt tilflugt i nabolandene.

"I løbet af de seneste fire år har vi afværget en sultekrise for de mest sårbare syrere. I 2015 skal vi fortsat forebygge sultekrisen og på samme tid genopbygge syrernes modstandsdygtighed og evne til at klare de udfordringer de står over for – og på samme tid yde støtte til de værtssamfund, som har åbnet deres hjem for de mange flygtninge," siger Muhannad Hadi, WFP’s Regionale Nødhjælpskoordinator for Syrienkrisen.

"WFP vil stå skulder ved skulder med værtssamfund, NGO-partnere og søsteragenturer for at afhjælpe de mest vitale behov hos sårbare internt fordrevne syrere, og syrere der har søgt tilflugt i nabolandene," sagde Hadi i en tale til FN og embedsmænd under lanceringen af 2015-planerne i Berlin.*

WFP’s programmer i Syrien i 2015

I 2015 vil WFP fortsætte med at distribuere livreddende fødevareassistance i Syrien ved at give månedlige madrationer til 4,25 millioner mennesker, hovedsageligt til fordrevne familier. Som året skrider frem har WFP planer om at ændre den almindelige fødevareassistance til Mad For Arbejde og Uddannelse for Arbejde programmer for derigennem at opbygge modstandskraften og hjælpe syrerne tilbage til en mere normal tilværelse. Med Mad For Arbejde og Uddannelse for Arbejde forventes det samlede antal syriske flygtninge, som vil modtage hjælp i Syrien, at stige til 4,5 millioner i slutningen af året.

WFP vil være i tæt samarbejde med andre FN-organisationer og partnere i Syrien om særlige programmer om fødevareassistance planlagt i forbindelse med UNICEF’s ‘No Lost Generation’ og ‘Return to Learning’ strategier og FAO’s køkkenhave- og fjerkræproduktions programmer.

WFP vil også udvide skolemadsprogrammerne i Syrien for at nå ud til 500.000 skolebørn i områder med høj koncentration af internt fordrevne flygtninge. WFP vil øge bestræbelserne på at bekæmpe fejlernæring ved at give supplerende mad til omkring 30.000 akut underernærede børn, især i svært tilgængelige områder. Omkring 240.000 børn vil modtage særlige ernæringsmæssige produkter i distrikter, hvor den akutte underernæring er over fem procent.

Flere end 15.000 gravide og ammende mødre vil fortsat modtage WFP’s madkuponer, og planen er at ekspandere yderligere i områder, hvor markedet og sikkerheden tillader det.

WFP’s programmer for syriske flygtninge i 2015

I nabolande vil WFP udvide sin assistance gennem elektroniske kuponer- også kendt som e-kort - til 2,1 millioner syriske flygtninge i Libanon, Jordan, Tyrkiet, Irak og Egypten. Disse e-kort ligner almindelige betalingskort. Hver måned bliver de fyldt op med et gennemsnitligt beløb på godt DKK 160 per familiemedlem og kan derefter indløses til en række fødevarer, herunder friske råvarer. Dette system øger den lokale økonomi i værtssamfundene. Hidtil har WFP tilført tæt på DKK 6 milliarder i de lokale økonomier i nabolandene.

WFP har akut brug for godt DKK 2 milliarder for at kunne fortsætte sine operationer i Syrien og i de fem nabolande de første tre måneder af 2015.

"Vi finansieres udelukkende af frivillige bidrag fra donorlande, enkeltpersoner og private donorer. Vores opfordring om yderlig finansiering er udelukkende baseret på de sårbare syriske flygtninges behov” siger Hadi. "Vi har altid været meget afhængig af vores traditionelle donorer, og i dag appellerer vi til hele verden om at stå sammen med det syriske folk, så intet barn, kvinde eller mand skal sulte."

Link til nyeste video i broadcast-kvalitet:

https://www.yousendit.com/download/UlRSOU1aQk5wTVh2bk1UQw