WFP hædrer ærkebiskop Emeritus Desmond Tutu som forkæmper i kampen mod sult

Udgivet på 27 januar 2012
DAVOS – FN’s Fødevareprogram (WFP) hædrer Ærkebiskop Emeritus Desmond Tutu fra Sydafrika som Global Forkæmper i Kampen mod Sult, som anerkendelse af hans mangeårige kamp på vegne af verdens mest udsatte mennesker. WFP vil senere i dag under en formel middag overrække prisen til Ærkebiskop Emeritus Tutu ved World Economic Forum i Schweiz.

“Ærkebiskop Emeritus Desmond Tutu har igennem hele sit liv været forkæmper for de fattige og de mest udsatte” fortæller WFP’s administrerende direktør, Josette Sheeran. ”Jeg kan ikke komme i tanke om andre personer, som mere end denne mand fortjener at modtage denne hæder. Han har bekæmpet tyranni og forsvaret de sårbare og sultne uden andre våben end styrken fra sin tro og sin urokkelige overbevisning om opretholdelsen af de undertryktes rettigheder.”    

Som modtager af Nobels Fredspris og som livslang aktivist har Ærkebiskop Emeritus Tutu været en konstant fortaler for de universelle menneskerettigheder, inklusiv retten til mad samt rent vand, husly, hygiejne, sanitet og sundhedspleje. 

”Der findes problemer så store og så rodfæstede, at man nemt kan tro, at de aldrig vil blive løst. Sult er et af disse problemer,” udtalte Ærkebiskop Emeritus Tutu sidste år. ”Hidtil har et langt livs erfaringer lært mig, at der ikke findes problemer så store, at de ikke kan løses, og at ingen uretfærdighed er så dybt forankret, at den ikke kan overvindes. Dette gælder også for sult.”

Ærkebiskop Emeritus Tutu er den fjerde modtager af WFP’s pris som Global Forkæmper i Kampen mod Sult. Tidligere modtagere omfatter Kofi Annan, tidligere generelsekretær for FN, Kong Abdullah bin Abdulaziz Al Saud af Saudi Arabien, og Peter Bakker, tidligere administrerende direktør for det globale logistikfirma TNT samt ambassadør mod sult for WFP.

Repræsentanter for regeringer, ikke-statslige organisationer og virksomheder vil deltage i middagen, hvor prisen vil blive overrakt til Ærkebiskop Emeritus Tutu. World Economic Forum giver WFP mulighed for at møde verdens politiske, økonomiske og forretningsmæssige ledere for at diskutere deres rolle i den globale kamp mod sult. Under middagen vil WFP desuden lancere afholdelsen af dets 50-års jubilæum som FN’s førende organisation i kampen mod sult.