WFP er tvunget til at reducere fødevareassistancen i Den Demokratiske Republik Congo

Udgivet på 03 december 2013
Faida er mor til otte og bor i Mugunga lejren i udkanten af Goma, der er hovedstad i provinsen Nord Kivus.

Grundet manglende finansiering kan WFP ikke opretholde de vitale operationer i DR Congo, som forsyner millioner af mennesker med mad.

Kinshasa – på grund af alvorlig ressourcemangel er FN’s Fødevareprogram (WFP) tvunget til at reducere eller afbryde nogle af sine aktiviteter fra denne måned i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket efterlader tusindevis af mennesker uden fødevareassistance.

For at kunne fortsætte sine operationer i DR Congo de næste seks måneder har WFP, som er finansieret udelukkende af frivillige bidrag, brug for 75 millioner dollars, svarende til 412 millioner kroner, til at klare sig indtil maj 2014.


I de seneste seks måneder har knaphed på midler betydet, at WFP har været nødt til at halvere rationerne, der bliver distribueret til de internt fordrevne i Nord Kivu-provinsen, på et tidspunkt, hvor den overordnede fødevaresikkerhed i det østlige DR Congo er forværret. Ifølge en ny undersøgelse foretaget i fællesskab af provinsregeringen i Nord Kivu og WFP, er seks ud af ti familier ramt af fødevaremangel, sammenlignet med tre ud af ti familier for to år siden.


I Nord og Syd Kivu og i Orientale provinsen, vil ca. 500.000 fordrevne, som lever med fødevareusikkerhed blive påvirket af finansieringskrisen. Uddelingen af et dagligt varmt måltid til tusindvis af skolebørn er også i fare, samt livreddende ernæringsmæssig støtte til ca. 180.000 underernærede børn, gravide og ammende kvinder over hele landet.


”Vi er meget bekymrede for de tusindvis af menneskers skæbne, der er afhængige af WFP’s fødevareassistance”, siger Martin Ohlsen, WFP’s repræsentant i DR Congo. ”På et tidspunkt hvor den congolesiske regering og det internationale samfund intensiverer deres bestræbelser for at stabilisere det østlige DR Congo, vil en suspension eller selv en reduktion af den humanitære assistance alvorligt kunne kompromittere vores mangeårige investeringer for at forbedre fødevaresikkerheden, genoprette levegrundlaget og opbygge modstandskraften.”


”Det er svært ikke at tænke, at de enorme behov i Filippinerne og Syrien overskygger råb om hjælp fra mindre synlige underrapporterede dele af verden”, tilføjer Ohlsen, og understreger behovet for forudsigelig finansiering i de kommende måneder.

I mellemtiden er der en voksende bevidsthed om truslen om seksuel vold i konfliktområder. WFP arbejder tæt sammen med sine partnere for at sikre, at der tages størst mulige foranstaltninger til beskyttelse af kvinder i DR Congo, hvor voldtægt og andre voldelige angreb mod kvinder er udbredt. Steder, hvor der bliver uddelt mad, er udvalgt i tæt samarbejde med kvinder, for at mindske deres eksponering for angreb, og hvor det er muligt, at bruge elektroniske madkuponer og ”mobilpenge” for at mindske gnidninger mellem modtagerne og de lokalsamfund, hvor de bor.


I Den Demokratiske Republik Congo, lider et ud af hvert tiende barn af akut fejlernæring og 6,3 millioner mennesker sulter og har brug for fødevarebistand. Der er i øjeblikket 2,7 millioner intern fordrevne i Den Demokratiske Republik Congo.
 

#                              #                                 #

 

FN's Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult i hele verden. Sidste år nåede programmet ud til mere end 97 millioner mennesker i 80 lande med fødevareassistance. Følg os på Twitter:  @wfp_media og @WFP_DK.http://www.wfp.org/countries/congo-democratic-republic