WFP’s fødevarerationer når flere mennesker i Syrien i juli

Udgivet på 08 august 2014

WFP's fødevaredistributioner til fordrevne familier i landområderne i Damaskus. Foto: WFP / Dina El-Kassaby

DAMASCUS – FN’s Fødevareprogram (WFP) har gjort betydelige fremskridt i løbet af de seneste uger og har nået endnu flere ofre for urolighederne i Syrien – hvoraf mange befinder sig i belejrede og svært tilgængelige områder. Det skyldes forbedret adgang både på tværs af kampzoner og landegrænser.

I juli nåede WFP ud med humanitær fødevarehjælp til i alt 3,7 millioner mennesker i Syrien, en stigning i forhold til antallet af mennesker, der blev nået i juni (3,4 millioner.) Flere end 300.000 mennesker i belejrede og vanskeligt tilgængelige områder modtog mad fra WFP via tværgående konvojer i juli - det dobbelte i forhold til antallet i juni.

Sikkerhedsmæssige udfordringer hindrer fortsat WFP’s mulighed for at levere mad og organisationen er forsat en halv million i forhold til en målsætning om at nå ud til 4,25 millioner mennesker. Stridigheder langs adgangsvejene har blokeret alle leverancer til Ar-Raqqa provinsen.

  • WFP har nået 10.000 civile, der er fanget i landområderne i Daraa gennem leverancer på tværs af kampzoner. Flertallet har ingen hjælp modtaget siden begyndelsen af krisen. 2. august blev distributioner gennemført af Syriske Arabiske Røde Halvmåne (SARC) i de oppositionskontrollerede byer Al-Yadoudah Tal Shihab og Zaizoun
  • I juli opnåede WFP et gennembrud i forhold til at krydse frontlinjerne i Moadamiyeh i det landlige Damaskus for at nå 30.000 civile for første gang i to år med fødevarerationer bestående af ris, linser, olie, pasta, bulgur, konserves, mel, bønner, salt og sukker. Indtil denne levering, trods bestræbelser på at forhandle om adgang, har alle humanitære forsyninger til Moadamiyeh været blokeret siden oktober 2012. De WFP medarbejdere, der leverede maden, rapporterede om meget vanskelige forhold for mennesker ramt af langvarig sult.
  • Ligeledes i juli kørte WFP lastbiler ind i Deir-ez-Zor provinsen med fødevareforsyninger til flere end 76.000 mennesker i både by- og landområder. Dette takket være intensive forhandlinger om adgang og pres fra WFP og dets partnerorganisationer. Provinsen blev sidst nået af WFP i maj, inden nye kampe afskar al adgang. Omkring 250.000 civile er flygtet fra det østlige Deir-ez-Zor ind i de omkringliggende provinser i den nordøstlige del, herunder Al-Hassakeh.
  • En igangværende luftbro bestående af 23 WFP-chartrede fly flyver fødevarerationer fra Damaskus til Qamishli lufthavnen i Al-Hassakeh provinsen, hvor nyligt fordrevne familier fortsætter med at ankomme. Denne luftbro muliggør kritisk nødvendige fødevareforsyninger til 50.000 af de mest sårbare fordrevne i de omstridte og oppositionskontrollerede områder i provinsen, herunder Tal Hamis, Al-Shadaddeh, Markada, Ras Al Ain og Arisha.
  • 24. juli tilsluttede WFP sig for første gang en konvoj af lastbiler med humanitære fødevareforsyninger på tværs af Bab Al-Salam grænseovergangen fra Tyrkiet til Syrien med fødevarehjælp til mennesker, som var afskåret hjælp i landområderne omkring Idleb. Flere konvojer er planlagt på tværs af de jordanske og tyrkiske grænser i de kommende dage.
  • Andre steder i de landlige områder omkring Idleb har WFP i juli leveret fødevarerationer til næsten 14.500 mennesker i 74 lejre for fordrevne mennesker i Qah, Atmah og Dana.
  • WFP er begyndt at give madkuponer til gravide og ammende mødre i Homs og Latakia. Ved hjælp af WFP værdikuponer kan 730 mødre nu købe friske fødevarer, herunder æg, mejeriprodukter, frugt og grøntsager, der giver forbedret ernæringsmæssigt indtag for dem selv og deres børn.
  • WFP har brug for næsten DKK 195 millioner hver uge for at opfylde fødevarebehovet for familier berørt af konflikten i Syrien og flygtninge, som i øjeblikket er bosiddende i nabolandene.