UNICEF OG WFP NÅR 500.000 MENNESKER I SYDSUDAN

Udgivet på 01 oktober 2014

Copyright: WFP/George Fominyen

JUBA, Sydsudan - FN’s Fødevareprogram (WFP) og UNICEF er ved at afslutte deres 25. fælles nød-mission, der sikrer livsreddende forsyninger og tjenester til de fjerntliggende og konfliktramte områder i Sydsudan.

UNICEF og WFP er i samarbejde ved hjælp af fly og helikopter nået ud til mere end 500.000 mennesker, herunder 100.000 børn som endnu ikke er fyldt 5 år. Den fælles mission har fundet sted i Pathai et område i staten Jonglei, hvor omkring 30.000 børn og voksne er registreret til at modtage hjælp.

Ved en kombination af luftbroer og nedkastning af fødevarer fra fly sikrer WFP fødevarehjælp og ernæringstilskud, mens UNICEF sikrer ernæringsvejledning og grundlæggende sundhedspleje herunder vaccinering af børn mod polio og mæslinger. Derudover uddeles undervisningsmateriale samt forsyninger af vand, sanitet og hygiejneartikler. Begge organisationer udfører undersøgelser af ernæringstilstanden og behandling samt informerer om kost og ernæring. Børn der er blevet adskilt fra deres familier registreres, så en genforeningsproces kan iværksættes.

"Disse missioner når ud til mennesker, der er flygtet for deres liv," siger Jonathan Veitch, UNICEF’s repræsentant i Sydsudan. "De har mistet alt, og deres lettelse er tydelig, når de oplever, at nogen endelig kommer for at hjælpe og ikke for at skade dem"

"De af vore medarbejdere der arbejder under de meget opslidende og ofte farlige forhold, udviser stor beslutsomhed for at hjælpe befolkningen i Sydsudan med livreddende mad og ernæringsstøtte," siger Joyce Luma, WFP’s landedirektør i Sydsudan.

UNICEF’s og WFP’s nødberedskab består af eksperter indenfor fødevarer, sundhed, ernæring, beskyttelse af børn, vand, sanitet og hygiejne (WASH) og uddannelse. Med støtte fra specialister indenfor logistik og telekommunikation, sikres der en livline til desperate samfund i de tre konfliktramte stater Jonglei, Øvre Nile og Unity. Nødberedskabet opholder sig hvert sted fra 8 til 11 dage, hvor de transporterer alt deres eget udstyr, hvilket inkluderer mad, vand og telte. Ud fra deres vurdering af behovene i den lokale befolkning, som kan være op til næsten 50.000 personer, vil nødberedskabet via radio bestille forsyninger, som leveres med fly.

Missioner kan forsinkes på grund af dårligt vejr, som annullerer fly og medfører at landingsbaner oversvømmes. Usikkerhed er en konstant udfordring. Men efter et nødberedskab er nået frem til et område for at etablere en humanitær indsats, er NGO-partnere ofte i stand til at blive på stedet og yde løbende hjælp.

Af de over 1,8 millioner der er flygtet fra deres hjem på grund af konflikten, er mere end 1,4 millioner stadig internt fordrevet inden for landets grænser. De fleste har søgt ly i fjerntliggende og svært tilgængelige områder, og mere end halvdelen af ​​dem er børn.

Gennem det fælles nødberedskabshold har UNICEF, WFP og samarbejdspartnere opnået:

• Fødevarehjælp til mere end 500.000 mennesker

• Undersøgelse af 64.000 børn under 5 år for underernæring

• Mere end 2.600 akut underernærede børn er behandlet

• 100.000 børn er vaccineret mod mæslinger og 83.000 mod polio

• Mere end 62.000 mennesker har fået sikker adgang til vand og 23.000 har fået hygiejne forsyninger.

• En tredjedel af de mere end 6.000 børn i Sydsudan, der er identificeret som uledsagede og blevet adskilt fra deres familier er blevet fundet. De er blevet hjulpet og registreret, så de kan blive genforenet med deres familier.

Ud over 25 fælles missioner, har WFP også gennemført næsten 20 nød-missioner for at levere fødevarehjælp til fjerntliggende og svært tilgængelige områder ved hjælp af luftbroer og nedkastning af fødevarer fra fly og transport via floder med både og pramme. Siden marts har WFP haft mere end 2.000 flyafgange med fødevareforsyninger.

Med den tørre sæson og tiltagende kampe i vente, som sandsynligvis medfører nye risici for mennesker i de konfliktramte områder, forbereder UNICEF og WFP flere missioner for at nå ud til flere befolkningsgrupper i nød og for at fortsætte støtten til de områder, hvor de allerede er til stede.