REGERINGENSDONORER GØR DET MULIGT FOR WFP ATTER AT SIKRE FULDE FØDEVARERATIONER TIL FLYGTNINGE I KENYA

Udgivet på 30 december 2014

WFP/Diego Fernandez

NAIROBI – FN’s Fødevareprogram (WFP) meddelte i dag, at organisationen vil genoptage fulde fødevarerationer til flygtninge i Kenya i januar, takket være nye donorbidrag.

WFP distribuerer mad to gange om måneden til omkring en halv million flygtninge i Dadaab og Kakuma flygtningelejrene i det nordlige Kenya. I midten af november tvang manglende støtte WFP til at halvere madrationerne til disse flygtninge.

Takket være betydelig støtte fra regeringsdonorer er der blevet rejst DKK 275 millioner siden WFP lancerede en indtrængende appel i oktober sammen med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Den altafgørende støtte har gjort det muligt for WFP at genoptage fulde fødevarerationer den 1. januar.

"Flygtninge er afhængige af fødevareassistance til deres overlevelse, og vi er lettede over, at vi nu igen opfylder de fulde behov for fødevarer til flygtninge i Dadaab og Kakuma," siger Thomas Hansson, WFP’s fungerende landedirektør for Kenya. "Jeg takker vores donorer, der fortsætter med at bidrage gavmildt til at sikre, at flygtninge i Kenya har adgang til nærende mad. Samtidig håber jeg, at vi alle kan arbejde sammen for at forhindre afbrydelser i vores humanitære fødevareleverancer i fremtiden."

Følgende donorer (i alfabetisk rækkefølge) har offentliggjort nye bidrag til WFP’s flygtningeoperation i Kenya: Danmark (DKK 8 millioner), EU (DKK 16 millioner), Tyskland (DKK 7,3 millioner), Saudi-Arabien (DKK 61 millioner), Storbritannien (DKK 31,1 millioner) og FN’s Centrale Katastrofefond (DKK 29,3 millioner). Et bidrag til en værdi af DKK 122 millioner fra USA ventes at ankomme i februar.

Kenyas regeringspolitik forhindrer flygtninge i at arbejde uden for lejrene, hvilket gør, at de er meget afhængige af international bistand. Hver måned distribuerer WFP 9.700 tons mad til 500.000 flygtninge i Kenya, til en pris på DKK 61 millioner.

Flygtningene får korn, bønner, vegetabilsk olie, salt og en næringsrig majs-sojamelsblanding der tilsammen giver 2.100 kcal per person per dag, hvilket svarer til det anbefalede daglige kalorieindtag. Desuden giver WFP særlig ernæringsmæssig støtte til mødre og småbørn.

Gennem 2014 har WFP sat ind overfor et ekstraordinært højt niveau af global humanitær lidelse, idet millioner af mennesker har været tvunget på flugt fra deres hjem. Denne tendens forventes at fortsætte i det nye år. WFP’s arbejde blev muliggjort af altafgørende donorstøtte. Som behovene i stigende grad overstiger midlerne, der stilles til rådighed, vil øget donoropbakning også være altafgørende i 2015.