Panamah støtter tyfon-ofre i Filippinerne

Udgivet på 11 december 2013
Trioen Panamah støtter WFP's indsats i Filippinerne ved at donere overskuddet fra singlen "Små Stød" hver gang den bliver solgt på iTunes. Hvis der bliver solgt et helt album, vil salget af singlen blive lagt oveni.

Hver gang singlen "Små Stød" bliver solgt på iTunes, donerer Panamah overskuddet til WFP's arbejde i Filippinerne. WFP arbejder for at hjælpe op mod tre millioner mennesker i det katastrofehærgede land.

Den danske trio Panamah gør andet end at storhitte med deres musik.


Da tyfonen Haiyan ramte Filippinerne og efterlod millioner af mennesker i dyb nød, besluttede den danske musikgruppe sig for gennem deres musik til at hjælpe ofrene for Haiyan.

”Vi føler dybt med alle de mennesker i Filippinerne, der har mistet hus og hjem, familiemedlemmer og venner - nogle har mistet alt. Vi har derfor gerne villet hjælpe på den måde, vi nu har kunnet hjælpe bedst - og det er igennem vores musik,” siger de tre medlemmer af Panamah, DJ og producer Anders Christensen, guitarist Peter Lützen og sangerinde Amalie Stender.

Panamah har valgt at støtte igennem FN’s Fødevareprogram (WFP) og vil frem til 31. december donere hele overskuddet af salget af singlen ”Små Stød” til WFP’s arbejde i Filippinerne, som omfatter humanitær fødevarehjælp til op mod tre millioner ofre for supertyfonen Haiyan.

Bandet har valgt at donere til FN’s Fødevareprogram (WFP). WFP vurderer, at op mod tre millioner mennesker vil have behov for humanitær fødevarehjælp som følge af orkanen Haiyans hærgen i de kommende seks måneder. I den første fase af katastrofeindsatsen uddelte WFP højenergikiks. Højenergikiks er særligt egnede ved katastrofeindsatser som den i Filippinerne. De er meget nærende, vejer lidt, er derfor billige at transportere og så behøver de ingen tilberedelse. De kan spises direkte ud af pakken. For at kunne løfte denne katastrofeindsats skal WFP bruge over 500 millioner kroner og har derfor appelleret til alle – til regeringer, virksomheder og enkeltpersoner – om at hjælpe WFP med at hjælpe ofrene for tyfonen Haiyan.

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult globalt. Sidste år hjalp vi 97 millioner mennesker i 80 lande. WFP er udelukkende finansieret via frivillige bidrag.

Så hver gang ”Små Stød” bliver solgt på iTunes, vil overskuddet gå videre til WFP. Hvis der bliver solgt et helt album, vil salget af singlen blive lagt oveni.

Panamah udgav i september 2011 debutalbummet ”Ud Af Stilhed”. Trioens andet album, ”En varm nats kølige luft”, udkom i oktober i år. Og det er her, man finder sangen ”Små Stød”.

Du kan læse mere om Panamah her: www.facebook.com/panamahmusic
Og her kan du læse mere om WFP’s indsats i Filippinerne: http://da.wfp.org/stories/fire-uger-efter-tyfonen-haiyan-vores-arbejde

Følg os på Facebook og Twitter og læs hvordan vi arbejder i Filippinerne og i resten af verden.