Ny rapport: skolemad afgørende i krisetider - men de svageste er ikke dækket

Udgivet på 24 maj 2013
ROM: I dag lancerer FN’s Fødevareprogram (WFP) rapporten The State of School Feeding Worldwide, som for første gang giver et globalt billede og analyse af skolemadsprogrammer i de rige lande såvel som i udviklingslandene. Rapporten har også samlet data om hvordan regeringer bruger skolemadsprogrammer som ’sikkerhedsnet’ i krisetider.
Ifølge rapporten modtager ca. 368 millioner børn – ca. hver 5. barn – skolemad hver dag i 169 udviklingslande og rige lande.  Den globale investering i skolemad er på ca. DKK 435 mia., der hovedsageligt er finansieret af regeringerne.
Trods betydningen af skolemad er udbredelsen af programmerne lavest i de lande, der har største behov.  I lavindkomstlande, hvor sandsynligheden er størst for at børn er fattige og sultne, modtager kun 18 % et dagligt måltid i skolen, sammenlignet med næsten 49 % af børn i mellem-indkomstlande.  
 
”Skolemad sikrer, at der hvor god undervisning er tilgængelig, der er børnene i stand til at udnytte muligheden for at lære,” siger WFP’s eksekutivdirektør Ertharin Cousin. ”Det er en investering som giver bonus fremadrettet i form af bedre uddannede, stærkere og sundere voksne, og samtidig fungerer det som et sikkerhedsnet til at forhindre de mest udsatte i at sulte i krisetider.”
Mindst 38 lande har øget deres skolemadsprogrammer som reaktion på kriser gennem de sidste fem år – hvad enten de har været relateret til høje fødevarepriser, konflikter, naturkatastrofer eller økonomisk omskiftelighed. 
 
”Under fødevare- og brændstofkrisen i 2008 forsøgte flere regeringer at forhindre sult blandt de mest udsatte ved at investere i skolemadsprogrammer. Selv under den nuværende lavkonjunktur undersøger velstående lande om skolemadsprogrammer kan forhindre, at familier rammes yderligere af fattigdom og sult,” fortæller hovedforfatteren af rapporten The State of School Feeding Worldwide, Carmen Burbano.
 
Skolemad giver en række fordele i form af uddannelse, ernæring, indkomstoverførsel og lokal landbrugsproduktion. FN’s Fødevareprogram anslår, ifølge rapporten, at for hver krone der investeres i skolemad af regeringer og donorer, kommer der mindst tre kroner tilbage. 
FN’s Fødevareprogram har haft skolemadsprogrammer i udviklingslande i næsten et halvt århundrede. I 2012 gav FN’s Fødevareprogram skolemåltider eller næringsrige mellemmåltider til 24,7 millioner børn i 63 lande, inklusiv fødevarerationer til at tage med hjem til 1,3 millioner piger og 500.000 drenge – et incitament til fattige familier om at sende deres børn i skole, i stedet for at tage dem ud for at arbejde hjemme, i markerne eller på fabrikker.       
 
FN’s Fødevareprogram støtter de nationale regeringer for at forbedre deres kapacitet til at implementere bæredygtige skolemadsprogrammer af høj kvalitet. Det sikrer, at programmerne, der drives af FN’s Fødevareprogram, på sigt kan blive ”ejet” og drevet af de nationale regeringer.
 
Rapporten State of School Feeding Worldwide præsenteres i dag på det største årlige møde for eksperter indenfor skolemad, arrangeret i samarbejde med the Global Child Nutrition Foundation og FN’s Fødevareprograms Center of Excellence Against Hunger  i Brasilien.
 
 
 
Video materiale i broadcast kvalitet af WFP’s skolemadsprogrammer 
Download fotos af WFP’s skolemadsprogrammer 
For information om Global Child Nutrition Forum