Med praktikanten i felten: Mød Daniel fra Norge

Udgivet på 02 juli 2012
Den 25-årige nordmand, Daniel Arukwe Johansen, har været ude i felten sammen med WFP i Malawi. Turen bød på alt fra en flygtningelejre som har sin egen skole, til folkeskoler hvor maden bliver tilberedt af forældrene. Han har foreviget det hele i en feltdagbog, som I kan læse her:

Som tidligere online praktikant hos FN's Fødevareprogram (WFP) havde Daniel allerede skrevet om hvordan ”WFP udfører en af verdens vigtigste opgaver. ”Alligevel, understreger han, er det noget helt andet at opleve arbejdet ude i felten.  

I Malawi fik Daniel mulighed for at besøge nogle af WFP’s projekter og for at tale med mange af de mennesker, som får hjælp fra WFP. Her kan du læse et uddrag fra Daniels feltdagbog.

 ”Fra flygtningelejre til skoler, fra klimaforandringer til fødevaresikkerhed. Jeg fik set diversiteten i det arbejde WFP og FN udfører for nogle af verdens mest fattige og udsatte mennesker. Det var utrolig spændende, utrolig intenst og ikke mindst utrolig motiverende.” 

Daniel på vej ud til flygtningelejren Dzaleka hvor WFP blandt andet sørger for fødevaredistributioner til flygtninge. Billederne er taget af Daniel Arukwe Johansen

 

Dag 1: På vej til flygtninglejren Dzaleka 
Mindre end tre timer efter jeg mødte op på WFP's hovedkontor i Lilongwe, Malawi, var jeg på vej til flygtningelejren Dzaleka, som ligger ca. en times kørseludenfor hovedstaden.
 
Her har WFP ansvar for fødevaredistributioner til over 15.000 flygtninge som er flygtet fra Rwanda, Congo, Burundi og Somalia på grund af krig, politisk uro og fødevaremangel.  
 
På vej ind mod lejrområdet kører vi igennem et åbent landskab præget af ikke meget andet end buske og træer, før jeg langt fremme ser solen reflekteres i store solcellepaneler, som er monteret på tagene af lave kontorbygninger. Længere fremme ser jeg en by med lave bosættelser, hvoraf der er enkelte større murstenshuse. Dette er flygtningelejren Dzaleka. 
 
Bygningerne med solcellepanelerne viste sig at være administrationsbygningerne og da vi nærmer os, ser jeg tydelige tegn på, at dette ikke er en almindelig afrikansk landsby. Administrationsområdet er omringet af et højt pigtrådshegn og med et UNHCR flag vajende inde på området. Selve lejren er åben uden hegn eller blokeringer - meget anderledes i forhold til det som jeg forestillede mig.  
 
Inde i selve lejrområdet kunne man let tage fejl af Dzaleka og en hvilken som helst anden landsby i Malawi. Lave hus, mere eller mindre midlertidigt konstrueret, udgør størstedelen af beboelsesområdet, og der er mennesker over alt. Det overraskede mig at der var så mange børn i lejren, men det var godt at høre, at de fleste af dem er indskrevet i lejrens skole. Her fortæller en af lærerne mig, at der går over 3000 (!) elever, og at tallet stiger hver måned.   
 
Jeg var meget usikker på hvad jeg skulle forvente. Jeg har jo som alle andre læst skrækhistorier om flygtningelejrene, men omkring mig virkede alle meget fokuserede. I den periode hvor jeg besøgte lejren foregik der en slags folketælling, hvor alle indbyggerne i lejren blev talt op. De nye blev registreret og der blev uddelt rationeringskort. På rationskortene bliver antallet af familiemedlemmer nedskrevet, og hver familie modtager efterfølgende månedlige rationer fra WFP. Overalt er tempoet højt, og der sker noget hele tiden. 
 
Det var hårdt at se familier med fire-fem børn og samtidig vide, at mange af dem har rejst det som svarer til afstanden fra Oslo til Rom. Store dele af denne rejse er foregået til fods, med det eneste mål at nå i sikkerhed. Samtidig var det vældig godt at se, at til trods for at situationen er midlertidig og uforudsigelig, så havde flygtningene i lejren adgang til sundhedsklinikker, mad og skolegang - noget som giver håb for en fremtid, der lige nu virker meget usikker.  
 
Børn på den lokale skole som Daniel besøgte i Malawi. Skolen er støttet med skolemad fra WFP.
Dag 2: Støtte til uddannelse 
Næste dag i felten besøgte vi en lille by ved navn Kasungu, som ligger et par timer udenfor hovedstaden. I området driver WFP flere projekter, blandt andet skolemadsprogrammer hvor elever for et måltid mad i skolen. På skolen Chambidzi fortæller rektor Synica Phiri mig, hvordan de arbejder sammen med frivillige fra lokalsamfundet for at tilberede og servere maden på skolen. Forældrene fra landsbyerne rundt omkring hjælper med at koge grøden, servere den, samt efterfølgende at vaske op - ikke en lille opgave på en skole som har næsten 1500 elever! 
 
Selv om jeg i begyndelsen må have virket lidt skummel, så blev børnene til sidst meget ivrige efter at blive fotograferet og det var tydeligt, at uddelingen af mad var skoledagens højdepunkt. Eleverne Nyuma Piri og Edward Banadara, som begge er tolv år fortæller mig, at maden som de får på skolen gør det lettere for dem at holde koncentrationen hele dagen, og det gør skolen til et bedre sted at blive undervist. 
 
Skolemadsprogrammet startede i 1999 og når nu ud til over 600,000 børn på 679 skoler over hele landet. 
 
Dette er bare et af mange projekter WFP har, som retter sig mod ernæring til børn, og det var utrolig spændende at se hvordan arbejdet bliver udført "ude i felten". Jeg fik besøgt flere skoler og så flere projekter, men hvis jeg skulle skrive alle mine indtryk ned her, så var det blevet til en meget lang historie. For hurtigt at opsummere, så vil jeg sige at det arbejde som WFP og deres partnere udfører i Malawi har indflydelse for tusinde af liv hver dag, og jeg kan uden at overdrive sige, at alle indsatserne her bidrager til at give tusinde af mennesker et bedre liv og en lettere hverdag.
 
Daniel Arukwe Johansen   
 
 
Daniels Blå Bog
Navn: Daniel Arukwe Johansen
Alder 25 år
Fra: Oslo, Norge 
Uddannelse: Bachelor i Development Studies fra Oslo Universitet. Efter seks måneders praktik i New York, er det nu videre til kandidat uddannelsen i Public and International Affairs ved University i Pittsburgh.