Fornemt besøg til åbningen af FN-Byen

Udgivet på 02 juli 2013
Den nye FN-by i København indvies ved en stor åbningsceremoni torsdag den 4. juli 2013. Sammen med Hendes Majestæt Dronningen og statsminister Helle Thorning-Schmidt vil FN’s generalsekretær Ban Ki-moon deltage i indvielsen.
Med FN-byen ønsker Danmark at styrke sit internationale engagement og FN-organisationernes mulighed for at udføre deres vigtige arbejde for at sikre bedre og mere bæredygtige levevilkår for verdens befolkning.
 
København har i mere end 50 år været vært for forskellige FN-organisationer, men det er første gang, at de nu bliver samlet under et tag, hvilket bidrager til synergi og større effektivitet.
 
FN-byen er bl.a. vært for FN's Fødevareprogram (WFP), FN's Befolkningsfond (UNFPA), FN's Udviklingsprogram (UNDP), FN's Sunhedsorganisation (WHO),  FN's kontor for Projektledelse(UNOPS), FN’s organisation for Ligestilling og Forbedring af Kvinders forhold (UN Women), FN's Miljøprogram (UNEP) og FN's Børnefond (UNICEF).  
De 1250 ansatte i FN-byen er sammen med en række repræsentanter fra offentlige myndigheder, civilsamfundet og det private erhvervsliv også inviteret til at fejre denne historiske begivenhed.
 

Bæredygtig og klimavenlig bygning:

Luftkvalitet: Designet til at reducere brug af kemikalier og forurende materialer. Ventileres alene af filtretret luft udefra.

Solceller: 1400 tag-solpaneler, som giver vedvarende energi.

Havvandskøl: Koldt havvand pumpes ind i bygningens kølesystem. Strøm til nedkøling er stort set overflødig.

Genbrug af vand: Innovative forstøvere er installeret i vandhaner i køkkener, på toiletter og i brusekabiner i hele bygningen

Solskærmning: Bygningens facade-solafskærmning kan åbnes og lukkes, og derved opfange eller lukke solens varme ude.

Hvidt tagpap: Miljøvenlig belægning på taget reflekterer sollyset og opvarmningen af bygningen. 

Som særligt dansk touch til indvielsen optræder det internationalt anerkendte danske band Efterklang live. Efterklang vil med sin særlige, melodiske, nordiske lyd fylde FN-byen med musik, som afspejler byggeriets arkitektoniske visioner om lys og rummelighed.
 
Byggeriet af FN-byens første del blev overleveret fra bygherre til brugerne d. 1. januar i år. Efter færdiggørelse af de tekniske installationer har organisationerne nu taget huset i brug.  Byggeriet af FN-byens anden del er fortsat i gang og afleveres til brugerne 1. januar 2014. Som en integreret del af FN-byen har den danske regering også stillet et nyt højteknologisk lager til rådighed for UNICEF, der blev sat i fuld drift ved årsskiftet.
 
By og Havn er bygherre på FN-byen, der er designet af 3XN. Når det samlede byggeri er færdigt, vil det kunne rumme op til 1700 FN-arbejdsstationer. Bygningen har møderumsfaciliteter og en konferencesal, der kan rumme op til 450 personer, og er bygget som et energiklasse 1 hus med solceller på taget, brug af havvand til nedkøling og regnvand til toiletterne. Huset modtog i 2012 EU-kommissionens Green Building Award. 

 

 Læs mere om den bæredygtige og klimavenlige FN By på ByogHavn.dk