FØRSTE WFP-SKIB MED FØDEVAREHJÆLP ANKOMMET TIL HAVNEN I ADEN – HUMANITÆRE BEHOV STIGER I YEMEN

Udgivet på 21 juli 2015

Foto: WFP/Abeer Etefa

KAIRO - Et skib fra FN’s Fødevareprogram (WFP) lastet med fødevarehjælp ankom i dag til Aden - det første WFP-chartrede skib, som lægger til kaj i havnen siden konflikten i Yemen brød ud i marts. Maden giver hårdt tiltrængt hjælp til mennesker i de konfliktramte sydlige provinser.

MV Han Zhi med 3.000 tons mad om bord - nok til at brødføde 180.000 mennesker i en måned – lagde til kaj i Adens oliehavn Al-Buraiqa. Selvom skibet ankom til Aden allerede 26. juni, blev det tvunget til at vente i over tre uger, før det var sikkert at lægge til kaj.

"Dette er et stort gennembrud for vores humanitære indsats i Yemen. Selvom vi har været i stand til at nå flere sydlige områder til lands, giver dokningen i havnen i Aden os mulighed for at accelerere vores indsats og således imødekomme presserende behov i det sydlige Yemen," siger Muhannad Hadi, WFP’s regionale direktør for Mellemøsten, Nordafrika, Central Asien og Østeuropa. "I de kommende dage håber vi at nå ud til flere mennesker, ikke kun i Aden, men i hele Yemen."

WFP har gentagne gange forsøgt at sende skibe til Aden, som alle, indtil i dag, blev blokeret på grund af alvorlige kampe i havneområdet. Trods usikkerhed og ekstreme vanskeligheder med at nå Aden ad landvejen har WFP leveret mad til fordrevne familier i området. Gennem organisationens lokale partner nåede WFP sidst Aden 14. juli med fødevarebistand til mere end 27.000 mennesker.

Flere WFP-chartrede skibe med brændstof og fødevarehjælp er på standby i nærheden af ​​Aden. WFP arbejder på at kanalisere fødevarer gennem Aden til mennesker med behov for humanitær bistand, især i Yemens sydlige provinser, som stort set er utilgængelige på grund kampe.

Siden april er WFP nået ud til mere end 2 millioner konfliktramte og alvorligt fødevareusikre mennesker i tretten af ​​Yemens provinser, herunder Abyan, Aden, Dhale, Al Mahwit, Amran, Dhamar, Hajjah, Hodeidah, Lahj, Sana'a, Saada, Shabwa og Taiz.

"WFP har gjort alt for at nå ud til mennesker, der er berørt af konflikten i Yemen,” siger Hadi. "Vi har mobiliseret vores logistiske kapacitet, hyret skibe og bragt fødevarehjælp og brændstof ind i landet under meget udfordrende omstændigheder. Vi har hjulpet mange yemenitiske børn, kvinder og mænd med desperat behov for vores hjælp. Og vi stopper ikke, før vi når alle dem, der er i nød. "

En nylig vurdering af fødevaresikkerheden i landet anslog at antallet af fødevareusikre mennesker i Yemen er på tæt på 13 millioner. Det omfatter mere end 6 millioner alvorligt fødevareusikre mennesker, der ikke kan overleve uden ekstern nødhjælp.

#                              #                                 #

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult på verdensplan, leverer fødevarehjælp i nødsituationer og arbejder med lokalsamfund for at forbedre ernæring og opbygge modstandskraft. Hvert år hjælper WFP omkring 80 millioner mennesker i omkring 75 lande.

Følg os på Twitter @WFP_MENA, @WFP_Media & WFP_DK
For yderligere information, besøg vores hjemmeside: da.wfp.org

For yderligere information kontakt venligst (e-mailadresse: fornavn.efternavn@wfp.org):
Anne Poulsen, WFP/København, Mob. +45 4050 3993
Reem Nada, WFP/Cairo, Mob. +20 106663 4522
Dina Elkassaby, WFP/Cairo, Mob. +20 101521 8882