Fælles erklæring fra cheferne for FN’s humanitære organisationer i Syrien

Udgivet på 24 april 2014
Fælles erklæringen kommer fra FN organisationerne OCHA, UNICEF, UNHCR, WFP & WHO.

New York, Geneve, Rom, 23. april 2014. For et år siden, mens chefer fra FN-organisationer kæmpede for at håndtere de voksende humanitære konsekvenser af den syriske borgerkrig, udsendte vi en indtrængende appel på vegne af millioner af mennesker, hvis liv og fremtid hang i en tynd tråd: Nu er det nok, sagde vi. Nu er det nok!

Denne appel er stort set gået ubesvaret hen. Krigen er yderligere eskaleret i mange områder. Den humanitære situation forværres dag for dag. Og de civile, som er tilbage i byerne Aleppo og den gamle bydel i Homs, såvel som i andre dele af landet hvor der fortsat udkæmpes intense kampe, synes den værste tid endnu ikke at være kommet.
 

Kampene er intensiveret i de seneste uger og alene i Aleppo har mindst en million mennesker lige nu brug for akut humanitær hjælp. Vejen fra Damaskus til Aleppo – livsnerven – er ofte blokeret. I Aleppo by og i de omkringliggende landområder, har 1.25 millioner mennesker brug for mad. Andre hovedveje er blokeret af forskellige væbnede styrker og grupper. 

Alt for ofte er humanitær adgang til mennesker i nød blevet nægtet fra alle sider af konflikten. Luftbombardementer, raketter, morterer og andre tilfældige angreb slagter uskyldige mænd, kvinder og børn. Fra Aleppo rapporteres det, at der nu kun er 40 læger til en befolkning på 2,5 millioner mennesker - hvor der førhen var mere end 2.000 - og de medicinske forsyninger er knappe. Byen er omringet fra alle sider.

Mens konflikten er trådt ind i sit fjerde år er mere end 9,3 millioner mennesker i Syrien nu berørte. Med en tredjedel af landets vandrensningsanlæg ude af funktion, 60 procent af sundhedscentrene ødelagte og med omkring 3,5 millioner mennesker i belejrede områder eller uden for rækkevide for humanitære hjælp synes de uskyldige civile i Syrien at overleve på ren og skær mod. 

Som humanitære organisationer, der arbejder tæt sammen med internationale og nationale NGO’er, gør vi alt, hvad vi kan, for at redde liv og lindre lidelserne – selvom dette sætter vores medarbejdere i felten i stor fare og kræver store ofre af dem. Men vi ved også at vores indsats ikke er tilstrækkelig. Langt fra.

Hvis vi skal gøre mere for at nå ud til flere mennesker, må dem der er involveret i denne rædselsvækkende konflikt og dem som har indflydelse på disse, gøre mere.  

I dag opfordrer vi alle parter i denne brutale konflikt til at handle nu og sikre:

  • Ubetinget humanitær adgang til alle mennesker i nød via alle tilgængelige veje enten inde i Syrien eller på tværs af grænserne.
  • Ophævelse af belejringerne af civile, der i øjeblikket pålægges fra alle sider, såsom nu i de afskårne dele af Aleppo, den gamle bydel i Homs, Yarmouk, East         Ghouta, Moadhamieh, Nubl og Zahra.
  • Stop for tilfældig bombning og beskydning af civile fra regeringen og oppositionsgrupper og stop alle andre overtrædelser af international humanitær lov.

Hidtil har diplomatiske bestræbelser med sigte mod at ende flere års lidelser mislykkedes. 

Hvad der ikke har fejlet er det mod og den beslutsomhed som enestående syriske civile udviser for at overleve. Kan de, der har ansvar, magt og indflydelse til at stoppe denne forfærdelige, tragiske krig finde det samme mod? Den samme vilje?
 

For hvis de civile i Syrien ikke har givet op, hvordan kan verden opgive sine bestræbelser for at redde dem - og redde Syrien?

 
Valerie Amos 
FN’s chef for humanitære indsatser og beredskabskoordinator 
Anthony Lake
Eksekutivdirektør, UNICEF
António Guterres
FN’s Højkommissær for flygtninge (UNHCR)
Ertharin Cousin
Eksekutivdirektør, FN’S Fødevareprogram (WFP)
Doktor Margaret Chan
Generalsekretær, Verdenssundhedsorganisationen (WHO)