Et år efter jordskælvet i Nepal fokuserer WFP på at styrke de fattigste

Udgivet på 21 april 2016

KATHMANDU – Et år efter jordskælvet, der dræbte over 9.000 mennesker og førte til skader og tab for anslået 46 mia. DKK, arbejder FN’s Fødevareprogram (WFP) med Nepals regering for at hjælpe dem, der er mest udsatte for fødevareusikkerhed.



"De mest udsatte i lokalsamfundene, før jordskælvet ramte, er også dem, der mistede mest," siger Pippa Bradford, WFP’s repræsentant og landedirektør. "Det er yderst vigtigt at sikre at støtten er målrettet disse husstande, for at få alle med."
WFP uddelte fødevarehjælp til 2 millioner mennesker inden for seks uger efter jordskælvet, og har brugt fødevarebistand til at støtte det tidlige genopbygningsarbejde ved at betale folk med mad eller penge for at genopbygge samfundenes infrastruktur. I det forløbne år er vandingssystemer blevet bygget eller repareret på 546 hektar landbrugsjord, 729 kilometer biveje og 1.714 kilometer bjergstier er blevet repareret.

Trods bedre fødevaresikkerhed i de jordskælvsramte områder til dels på grund af humanitær bistand, er der stadig udsatte områder. En fjerdedel af befolkningen i Nepal lever for mindre end US $ 1,25 om dagen[1]. De bruger i gennemsnit 60 procent af deres indkomst på mad, hvilket gør det svært for dem at magte katastrofer og kraftigt stigende fødevarepriser.

WFP har netop lanceret et treårigt udviklingsprogram med fokus på udsatte grupper, herunder kvindelige familieforsørgere og etniske minoriteter. WFP’s arbejde støtter regeringens strategi for genopretning af levebrød inden for infrastruktur, fødevaresikkerhed og landbrug, ernæring og katastrofeforebyggelse.

WFP vil også udvide sine beredskabsforanstaltninger. En måned før jordskælvet, etablerede WFP en humanitær operativ base (HSA) ved siden af ​​Kathmandu lufthavn, 
som blev centrum for nødhjælp i den tidlige indsats. Det anslås, at denne facilitet gjorde det muligt at leverer nødhjælp til de overlevende flere uger hurtigere, end det ellers ville have været muligt. iWFP har planer om at fortsætte med at udvikle den humanitære base i Nepal.

"Vi har ikke råd til ikke at investere i beredskabet," sagde Bradford. "Katastrofer kan ramme Nepal til enhver tid, og vi skal være klar."

Som leder af logistik gruppen koordinerede WFP transport af nødhjælp til mere end 160 organisationer, hele vejen fra indrejse i landet til levering til fods eller ved hjælp af muldyr til de fjerneste områder.

 

For billeder, kontakt Rein.Skullerud@wfp.org
En video af WFP’s arbejde i Nepal er tilgængelig her.


#                              #                                 #

 

WFP er verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult på verdensplan, leverer fødevarehjælp under katastrofer og arbejder med lokalsamfund for at forbedre ernæring og opbygge modstandskraft. Hvert år hjælper WFP omkring 80 millioner mennesker i 80 lande.

Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af kernebidrag. Kernebidrag giver WFP fleksibilitet og gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, at finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den.

Følg os på Twitter @WFP_Media & WFP_DK

For yderligere information om WFP på dansk, besøg vores hjemmeside: da.wfp.org

 

[1] Nepal har gjort bemærkelsesværdige fremskridt i de seneste år. Det er lykkedes landet at halvere andelen af ​​mennesker, der lever for mindre end US $ 1,25 om dagen. På kun syv år faldt andelen fra 53 procent i 2003-04 til 25 procent i 2010-11, og landet fortsætter med at gøre fremskridt. http://www.worldbank.org/en/country/nepal/overview