App'en ShareTheMeal når første mål, nu indsamles midler til børn, mødre og gravide kvinder i Syrien

Udgivet på 14 januar 2016

ROM/ KØBENHAVN – To måneder efter den globale lancering har FN’s Fødevareprograms (WFP) app ShareTheMeal nået sit mål om at sikre skolemad i et år til 20.000 syriske flygtningebørn i Jordan. Med et tryk på deres smartphones kan brugerne fra i dag hjælpe en ny gruppe nødlidende syrere– nemlig mødre, børn og gravide kvinder i den krigshærgede syriske by Homs.

De underernærede menneskers lidelser i belejrede byer som Madaya, Fouah og Kefraya har understreget betydningen af ​​at yde ernæringsmæssig støtte til sårbare syrere. ShareTheMeals nye mål er derfor, at understøtter gravide kvinder, ammende mødre og deres børn, så de kan forbedre deres ernæring med kød, mejeriprodukter, frisk frugt og grøntsager.

"God ernæring er afgørende under graviditet og amning," siger WFP’s stedfortrædende landedirektør for Syrien, Adeyinka Badejo. "Ved at give mødre og deres spædbørn nærende mad, kan vi hjælpe med at sikre, at de forbliver sunde, og undgå at de mest sårbare børn lider endnu mere," sagde hun.

Målet er, at brugerne af ShareTheMeal skal støtte mere end 2.000 gravide kvinder, ammende mødre og deres børn i et helt år på Aoun Distribution Centre i den syriske by Homs. På centret vil mødrene modtage kuponer fra WFP til at købe friske råvarer, hvilket er afgørende for at forbedre kostens variation. God ernæring, især i livets første 1000 dage, er afgørende for, at børn kan nå deres fulde mentale og fysiske potentiale.

Homs har oplevet usædvanligt hårde kampe under Syriens fem år lange konflikt, og byen er stort set ødelagt. Der er våbenhvile i byen, men dens indbyggere har stadig stort behov for støtte, især fordrevne gravide og ammende mødre med begrænset eller ingen indkomst risikerer underernæring.

ShareTheMeal blev lanceret globalt i november 2015. Gennem app’en kan smartphone-brugere donere til udvalgte WFP-programmer. De foreslåede donationer starter ved tre kroner, hvilket er WFP’s gennemsnitlige omkostning for daglig livsnødvendig ernæring i nødsituationer. Indtil videre har tæt på 400.000 brugere på verdensplan givet, hvad der svarer til næsten fire millioner måltider.

"ShareTheMeal har kun været globalt tilgængelige et par måneder, og vi er meget opmuntret af, hvad vi har set indtil videre," siger Sebastian Stricker, der leder ShareTheMeal-projektet. "Smartphone-brugere rundt om i verden er engagerede og føler sig forpligtet til at deltage i vores bestræbelser på at opbygge en verden uden sult."

ShareTheMeal giver smartphone-brugere muligheden for at dele deres måltider med mennesker som sulter via. en gratis iOS og Android app. ShareTheMeal blev grundlagt i april 2014, og er et initiativ fra WFP’s Innovation Accelerator. Siden november 2015 har app’en været tilgængelig globalt, og den har modtaget flere priser for sit design og innovative karakter. Google tildelte ShareTheMeal titlen som en af de bedste apps i 2015. Læs mere på sharethemeal.org